Åben havelåge – en have med drømme og forsøg på realisering.

Dato:

Sted: Svend og Susanne Mørk-Jensen, Bønfeltvej 16, Astrup, 9510 Arden

Haven på Bønfeltvej 16 er under konstant udvikling. Mange drømme står i kø for at blive realiseret, og hele tiden lykkes det at komme lidt videre.

Den overordnede målsætning er: mange oplevelser og stor biodiversitet.

Ændring af have og udvikling af nye haverum er en fortsat proces med mange fejltagelser, inden et anvendeligt resultat, der måske endda ligner den oprindelige forestilling, toner frem. En skøn proces med tilbagevendende bemærkninger om at planterne ikke har læst om, hvordan de skal udvikle sig.

Haveområdet rummer:
En urtehave med 14 højbede på ca 1,1 × 3 m. For at have den nogenlunde for os selv, er den omkranset af et sneglehegn, da vi nogle år er under massivt angreb – bl.a. i år.

To nogenlunde dresserede staudebede hvoraf det ene er anlagt som et tørkebed.

Et totalt forvildet staudebed med nogle skønne stauder, som presses meget hårdt af en aggressiv klokke og skvalderkål og en efterhånden meget stor rød cornel.

Et haverum der bevidst får lov at stå meget forvildet med indplantede stauder og en stor rosenbusk. Græs- /skvalderkålområdet i dette rum slåes ikke intensivt.

Tre små træbevoksninger. De to er vi så småt i gang med at civilisere, så de kan bidrage med gode oplevelser for øjet. I den ene af de to er der 3 opstablingsbistaderbistader. I denne del kommer hønsene også dagligt, når ikke ræven er på spil.

En frugthave på 3 år med egne podninger af gamle, nye og vilde sorter. Her står også et drivhus, som blev sat op i foråret -14. Frugthaven er omkranset af et stort kvashegn.

En børnehave for æbletræer fra frø. Den er en del af projektet »Fra æblefrø til æbleoase«, som Pometet ved Københavns Universitet iværksatte for ca. 2 år siden.

Et lille drivhus op ad huset.

Det er de store linjer; men helhedsoplevelsen må I selv komme og få. Vi håber på gode ideer til videreudvikling og erfaringsudveksling om, hvordan problemer løses – bl.a. mangler vi (jeg) et vandhul. Hvor skal det være?

Fugle og insekter har vi i massevis – skønt det er rodet, synes vi det er lidt af et paradis.

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider