Bliv værkstedsholder på Mere Liv i Haven-festivalen

Ursula Østerberg, 21. juni 2017

Mere Liv i Haven-festivalen afholdes for 5. år i træk. Det er den dag om året, du bare ikke må gå glip af, hvis du er til økologi, bæredygtighed og mere liv i haven. I år holder vi festivalen lørdag d. 28. oktober i Holbæk.

300 deltagere og 40 forskellige værksteder inden for bæredygtig husholdning, økologisk havedyrkning og selvforsyning – hvad mere kan en praktisk økolog ønske sig?

Lige nu kan alle jer, der har lyst til at holde et værksted, tilmelde jer.

Alle værkstederne afholdes af helt almindelige mennesker, der bare brænder for lige præcis det emne, de holder værksted om. Du skal ikke have en professionel baggrund for at dele dine praktiske erfaringer i stiklingeformering, tomatdyrkning eller nyttedyr i drivhuset. Du skal bare have erfaring og gode tips, du gerne vil give videre til andre.

Som værkstedsholder får du gratis adgang til festivalen. Alle andre betaler 450 kr. (350 kr. for medlemmer af Landsforeningen Praktisk Økologi). Inklusiv er morgenbolle ved ankomst, frokost, eftermiddagskage, aftensmad og kaffe/te i løbet af dagen. Maden er vegetarisk og økologisk.

Vi håber, at så mange af jer som muligt har lyst til at være med og inspirere andre til at dyrke haven økologisk, dyrke egne grøntsager eller hvad I nu brænder for.

Har du nogen spørgsmål, så kontakt endelig Mikael Elke Lund på mikael@praktiskoekologi.dk eller 22 18 26 82. Vil du gerne afholde et værksted, men ved ikke præcis hvad vinklen eller emnet skal være, så få sparring fra Mikael.

Læs mere om at være værkstedsholder: https://www.oekologi.dk/festival/info_til_vaerkstedsholdere.html

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider