Den selvforsynende have – kursus

Dato: lørdag den 21. marts 2015

Sted: Fælleshuset, Himmerlandsbyen 2, 9520 Skørping

Kurset begynder med møder onsdag d. 11. marts kl. 18:30 og lørdag d. 21. marts kl. 9:00 og fortsætter frem til høst med møder ca. hver anden uge.

Kurset koster 735 kr. og er tilrettelagt så det følger vækstsæsonen.

Ved første møde fremlægges forslag til tidsplan som kan ændres efter hvordan vejret arter sig.

Selvforsyning af grøntsager fra haven er en fantastisk måde at forene mange gode ting: Det er bæredygtigt og økologisk, det giver ro i sjælen at arbejde med jord og sidst men ikke mindst, det luner i pengepungen.

Med dette kursus får du næsten grogaranti for dine grøntsager. Vi starter i marts med selve planlægningen med fokus på dine behov for forskellige grøntsager samt de forskellige dyrkningsmetoder som friland og højbede. Det er vigtigt at få afgrøderne til at passe til ens forbrug, og undgå oceaner af f.eks. salat eller squash, som man bare ikke orker at spise mere af. Vi ser på de forskellige afgrøders gødningsbehov og på forskellige gødningsmetoder som kompostering, grøngødning, samt husdyrgødning.

Når vækstsæsonen kommer i gang, går vi i gang med forspiring, prikling og stiklingeformering og lærer at kende grøntsagsspirer fra ukrudt.

Udplantning, lugning, planternes pasning og pleje, sygdomme samt skadedyrs- og insektbekæmpelse på en naturlig måde er næste fase.

I slutningen af kurset høster vi og gennemgår forskellige gode opbevaringsmåder, så du får glæde af grøntsager hele vinteren.

Første møder :
onsdag 11. marts 2015 kl. 18.30
(teori og planlægning)
lørdag 21. marts 2015 kl. 9–13
(jorden pløjes, frilandsbede og højbede anlægges)
Der pløjes med hestespand. Kom og se med!

Tilmelding : himmerland.nu/produkt/den-selvforsynende-have/

Besøg Landsforeningen Praktisk økologis hjemmesider