Urban Selvforsyning på Suhrs Højskole (uge 27)

Lars Sonne-Hansen, 26. april 2016

Haveambassadør og ivrig selvforsyner Mette Hansen er igen i år kursusleder på Suhrs Højskoles sommerkursus i Urban Selvforsyning fra 3. – 9. juli (uge 27). Kurset er tilrettelagt i samarbejde med Praktisk Økologi og har i år fokus på blandt andet hjemmeproduktion af ost, opdræt af kødkaniner og dyrkningsmetoder som permakultur og aquaponics. Maden laver vi selv, helt fra bunden af lokale og økologiske råvarer.

Sammen med den erfarne mejerist Arne Fokdal skal vi forsøge os med både opstukket og æltede halvfaste oste af hhv. Gouda- og Maribotypen. Arne gennemgår alle processer fra pasteurisering til behandlingen af den færdige ost og deler erfaringer fra sit eget ostelaug.

Tine Kortenbach, forfatter til bogen »Urban Farming med kaniner«, guider os i hvordan vi sætter kaniner ind i klimakampen. Kaninerne vil i ugens løb forvandle vores køkkenaffald til gødning til planterne på tagterrassen og vil i slutningen af ugen selv gå videre i kredsløbet, når de indgår i den afsluttende festmiddag.

En workshop om Permakultur med Aiah Noack fra Naturplanteskolen, afholdes i kursusleder Mettes kolonihave, der er under omlægning til permakultur og hvor du kan opleve urbant hønsehold, forskellige typer bistader, ormehotel, komposttoilet, byggeri med genbrugsmaterialer mm.

Vi skal rode i højskolens penthousekompost, hygge på tagterrassen mens bierne summer om ørerne på os og besøger også Danmarks største Aquaponics forsøgsanlæg.

Der bliver også rig lejlighed til at bytte hvad du har i overflod og selv nyde godt af andres overflod, hvad enten det er grøntsagsfrø, chiliplanter, stiklinger af potteplanter, surdej, kombucha babyes eller andet godt.

Kursets afsluttes med en levende og kreativ workshop med den urbane haveekspert og blogger Marie Hertz, som går med os i køkkenet for at skabe en fælles festmiddag. Det bliver helt fra bunden og af lokale økologiske råvarer – Naturligvis.

Læs mere kurset på suhrs.dk/kortekurser

Marie Hertz

Marie Hertz: Kreativ workshop med Marie Hertz

Fællesspisning i haven

Fællesspisning i haven: Fællesspisning i haven

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk økologis hjemmesider