Jordforbedring

Info

Antal medlemmer: 19

Kontakt: Hervé Lognonné
info@havelab.dk

Deltag i netværket

2 varmkomposter i oktober-16

Malene Mann Sørensen, 16. marts 2017

Hej alle
På kompostmødet lørdag kommer vi bl.a. til at se på disse to varmkompost-bunker. Den korte historie er, at de ikke blev varmere end 50 grader, før de gik nedad igen. Det er ikke sket for mig før, og vi skal snakke om hvad der er sket og hvad der nu skal gøres – og evt gøre det, hvis der er interesse.

… og så den lange historie, for dem der er med endnu:
KOMPOSTDAGBOG-2016
BUNKE 1, VARMKOMPOST:
1,5m × 1,2m × 0,75m = 1,35m3 = 1350 liter materiale (incl. luft:)
I bedet ved udgangen til parken. (Jeg laver varmkompost skiftevis i alle bede, fordi jorden under bunken bliver varmebehandlet og dermed stort set ukrudtsfri – og dertil meget næringsrig)
Fredag den 7. okt. 2016: 55 cm høj. Sammen med 1.A, en klasse på Lærerskolen. Døgntemperatur: 6–10. Færdiggjorde den alene lørdag den 8. okt. (Pyh): Nu 75 cm høj. Presenning over fra 1. dag, for at den hverken skal tørre ud eller få for meget regn.

Vi bruger en ret stor kompostkværn.

BUNKE 1 BESTOD AF:
– Hækafklip nederst (for ilttilførsel)
Herefter følgende, oplistet efter mængde. (Lagkage i ret tynde lag (3 til 5 cm), lagt med tanke på at ramme nogenlunde C/N-forholdet 30:1), altså, efter mængde:
– Kompostkværn-hakket grønt: Græs, planterester, ukrudt (meget tusindfrø)
– Kompostkværn-hakket »brunt«: Langt, vissent græs,
– Ren hestepære fra Susanne, 1 1/3 læs på Kelvins trailer
– Grøde fra søen i Lærerskolens Grønne Hjerte (det duede ikke i kværnen)
– 13 kg ler, fordelt i alle lag. (Hentet under skrænt, leret var på vej til at blive skyllet ud i havet alligevel). Det er første gang jeg bruger ler – til optimering af humus og til havens sandjord.

Prøvede at ramme procent fra opskrift, 1%?

– Dunhammer og siv, fra samme sø, luget (ellers gror søen til). Hakket i kværn
– Underlige brune, solkomposterede rester af rod- og frøukrudt, samlet i løbet af sommeren (har ligget og bagt i plastsække i solen sommeren over, men ukrudsfrø er måske ikke ødelagt)
– Friske snerle- og skvalderkålsrødder blev lagt i forskellige lag, men inderst i bunken. (Her bliver varmest)
– Komposteret fjerkræmøg i gul plastsæk fra Farmer Gødning
– Lidt hønsemøg med halm fra Hervé
– Vand til man kan vride en håndfuld og kun 1–2 dråber drypper ned

Tip til brug af kværn: Det kan godt lade sig gøre at kværne våde eller »splattede« ting, men kør noget tørt ind imellem for at rense – eller sammen med. Med denne kværn viste det sig at være godt at hive lidt op i materialet, mens kværnen åd det, så der ikke dannedes kompakte klumper, der stoppede.

Temperaturmålinger for Varmkompost nr 1 bygget fre 7. okt + lør 8. okt:
To dage efter…Mandag 10. okt: 30°
Tirsdag 11.okt: 38° til 45° (forskellige målinger)
Onsdag 12.okt: 50°
Torsdag 13.okt: ca 50°
Fredag 14.okt var den faldet til 42°! Ikke godt! Den skulle op på 60°-70°,
På efterårsferie, ikke målt i 5 dage
Tirsdag 17. okt, 5 dage efter: 40° – den har nok næppe været oppe på 60–70 i mellemtiden, ellers ville bunken være sunket mere sammen. Så et eller andet er gået galt. Det regnede rigtig meget, den dag vi lavede den. Onsdag 38°
Torsdag 38
Fredag 30–36 grader
Ikke godt!

NR 2 VARMKOMPOST:
Varmkompost i grøntsagsbed i »Lærerskolens Grønne Hjerte«
(Rekreativt område og skolehave med sø med naturlig bund).

Cirka samme sammensætning som nr 1, men det regnede rigtig meget, da vi lavede den – vi kom slet ikke ekstra vand på. Den kan være blevet for våd.

Onsdag 12. oktober 2016
Torsdag 13. okt: Færdiggjort
5 dage efter: (På efterårsferie)
Tirsdag den 18. okt: 45°
Onsdag 19. okt: 50°
Torsdag 20. okt: 45 til 54°
Fredag 42–48 grader
Ikke godt!

Det er ca 7. varmkompost jeg laver. Den første mislykkedes og de andre blev fine og ukrudsfri. Disse sidste 2 får vi at se, hvad er blevet til på gensynsmødet lørdag den 18. marts.

Kh Malene

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider