Næstved, januar 2015
Kære alle sammen.
Jeg vil gerne sige tak for året der er gået. Jeg synes vi har tilbragt mange gode timer sammen og håber det kan fortsætte i det nye år. Der har været en trofast skare, som er mødt op til det meste og det er dejligt, men jeg håber også, at vi kommer til at se nye ansigter fremover, både dem der ikke har været her så meget og helt nye. Tøv ikke med at fortælle om vores arrangementer til andre interesserede. Alle er velkomne. Jeg vil også gerne opfordre alle, hvis de endnu ikke har gjort det, til at oprette sig som medlem af lokalgruppen på Mere liv i havens hjemmeside (www.merelivihaven.dk).
Louise, Susanne og undertegnede har sat følgende program sammen for 2015. Der er ca. et arrangement pr. måned og de ligger på skiftende ugedage, så alle har mulighed for at deltage.
Inspireret af andre lokalgrupper, vil vi prøve at være aktive i forbindelse med havebesøgene, hvis haveejeren ønsker det i stedet for bare at snakke. Dvs man kan få hjælp til at udføre et projekt/ en arbejdsopgave i sin egen have af de andre medlemmer.
Januar:
Vi havde egentlig planlagt en forsinket julefrokosttur til Præstø Madmarked ligesom sidste år, men det viste sig, at de havde problemer og var midlertidigt lukkede og vi har ikke kendskab til andre økologiske spisesteder her på egnen, så det må vi have til gode.
Marts:
Torsdag den 12. marts kl. 19 får vi besøg af Søren Holt, som er et meget aktivt medlem af foreningen Frøsamlerne. Vi vil få et lille introduktionskursus til frøsamling. Har du overskudsfrø, så tag dem med og lad os bytte under kaffen. Mødet bliver afholdt hos Lars og Lone.
April:
Praktisk Økologi afholder årsmøde 17. – 19. april 2015.
Havebesøg hos Annette Grandjean onsdag den 29. april. Her skal vi hjælpe med at lave en anderledes form for kompostplads.
Maj:
Søndag den 10. maj laver vi en fællestur til Gartneri Toftegård ved Køge, som er eksperter i tomater, chili og krydderurter. Her bliver vi sikkert fristet til at købe og afprøve et par nye sorter! Bagefter kører vi til Louise og Ulrik ved Herluflille. Her kan vi spise vores medbragte frokost, derefter bese haven og til slut giver Louise lagkage, da det er hendes fødselsdag.
Lørdag den 30. maj kl. 10–14 deltager vi ligesom sidste år med en bod på Rønnebæksholm ved Haveselskabets plantemarked. Vi håber at vi med vores tilstedeværelse kan inspirere til at dyrke jorden økologisk og til at dyrke sine egne grøntsager. Salget af små udplantningsplanter sidste år var en stor succes. Jeg håber derfor, at I også i år vil gemme jeres overskudsproduktion til denne lejlighed. Så kan vi også tjene lidt ind til lokalgruppen.
Juni:
Onsdag den 10.juni skal vi besøge Peter Norris i Ølstykke. Peter har dyrket have til selvforsyning det meste af sit voksne liv. Han er kendt for sin køkkenhavedyrkning næsten året rundt. En del af bedene er mistbænke og han sørger for at have udplantningsplanter klar til, når der bliver en ledig plads. Vi mødes deroppe kl. 19.15 og efter rundvisningen kan vi drikke vores medbragte kaffe sammen i haven.
Tirsdag den 23. juni fejrer vi Sankt Hans med bål i præstegårdshaven hos Annette Grandjean.
Juli:
Sommerferie
August:
Torsdag den 27.august kl. 19 mødes vi i arbejdstøjet til havebesøg hos Susanne. Her skal vi hjælpe med at lave et risgærde/kvashegn. Medbring gerne ørnenæb/rosensaks og solide handsker.
September:
Lørdag den 19. september kl. 10 besøger vi Keld og Elsebeths sommerhushave i Næs. Her dyrkes bl.a. vin. De finder sikkert også på en arbejdsopgave, som vi kan hjælpe med.
Hvis stemningen og kræfterne er til det kan vi evt. tage ud og vise flaget ved andre arrangementer som f.eks. Glumsø Kulturnat og Høstmarked i Karrebæksminde.
Oktober:
PØ afholder »Mere liv i haven festival« lørdag den 31. oktober.
November:
Vi prøver at arrangere et foredrag fælles med PØ’s andre lokalafdelinger i det sydlige Sjælland. Her får vi forhåbentligt et godt fagligt input, samtidig med at vi kan lære andre PØ medlemmer bedre at kende.
December:
Julefri
Når tiden nærmer sig for de enkelte arrangementer, sender jeg en mail ud. De vil også blive annonceret på kalendersiden på »Merelivihaven.dk«.
Husk tilmelding til Lone eller haveværten.
På gensyn!
Lone
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.