Ribe

Info

Antal medlemmer: 45

Kontakt: Mette K. Due
ribe@praktiskoekologi.dk

Deltag i netværket

Organiseret vildskab – biograftur og debat

Dato:

Sted: Rødding Biograf, Søndergyden 15, 6630 Rødding

Rødding Biograf viser tirsdag den 21. februar kl. 18.30 filmen ‘Organiseret vildskab’ af instruktøren Phie Ambo.

Efterfølgende er der paneldebat i kultursalen ovenpå.

BEMÆRK: Arrangementet er gratis, men man skal selv bestille biografbillet i Rødding Bio (gebyr for bestilling er 5 kr.): https://www.roeddingbio.dk/movie_details/7780

Der er 180 pladser i de to biografsale, og vi beder alle melde sig til hurtigst muligt, helst inden den 4. februar, hvor der inviteres længere ud. Der er ikke tilmelding til paneldebatten bagefter, vi håber alle har lyst til at deltage.

Paneldeltagerne er Maria Reumert Gjerding præsident for DN, Martin Sandager, som står for det store lokale græsningsprojekt i Kragelund Mose, H.C. Gæmelke fra Jysk Landbrug og naturvejleder Sam B. Sørensen.

Den Danske Naturfond har opkøbt et stort område i Hammer Bakker med produktionsskov, som er ved at blive omdannet til vild natur med store græssere, sommerfugle og med lidt held en kongeørn eller to.

Det er Danmarks største skovprojekt og rewildingen af Hammer Bakker danner på en måde fortrop for de 15 naturnationalparker, som regeringen har vedtaget skal oprettes i fremtiden. ‘Organiseret Vildskab’ handler om den proces, som vi alle – både mennesker og dyr – skal deltage i for at redde stumperne af den danske natur. Hvordan gør man noget vildt, der har været tæmmet så længe?

Hvordan kan vi indgå i den store fortælling, som er naturens?

Phie Ambo følger med sin film de fire års rewilding-proces i Hammer Bakker, vort største naturgenopretningsprojekt til dato. Hun har lyttet til de borgere, der har haft indsigelser og betænkeligheder. Hun viser os de svære valg, den svære dialog og den store glæde, når naturen flytter ind. Dokumentarist Phie Ambo siger: »Lige nu er mange af os optagede af, hvad vi kan gøre for den skrantende natur i Danmark, og der er masser af gode viljer. Danskerne er stille og roligt ved at lære nye begreber som
‘biodiversitetskrise’ og ‘plantageskov’. Men når først ideerne skal udføres, er det straks sværere, fordi vi som mennesker ikke bryder os om hverken forandring eller afgivelse af territorier. Filmen her er næste skridt i fortællingen om rewilding af naturen. Den handler om os som mennesker i denne proces – vi er i gang med at tage de første skridt sammen mod en rigere natur, men rejsen er stadig lang.«

Efter filmen går vi op i Kultursalen, hvor vi byder på et stykke flutes, te og kaffe. Fra 20.00 til 21.00 er der paneldebat ledet af Mogens Kjær Poulsen, formand for den lokale afdeling af DN, og Sally Huntingford,
Vejen kommune.

Fra kl. 21 er der mulighed for at tale videre med Vild i Vejen m.fl.

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider