Da jeg var lille, dækkede sneen en stor del af vinteren jorden. Eller også var jorden hård af frost. Min mor fodrede fuglene, og jeg sad og kiggede ud gennem vinduet og fulgte med og lærte alle fuglene at kende. Solsorten sad altid under det aflagte juletræ på terrassen og skuttede sig og sneen føg omkring den og lagde driver.
Som voksen har jeg også fodret fugle, omend ikke i hysterisk stor stil. Men de i de sidste 7–8 vintre har jeg undladt det af flere grunde.
For det første fordi det er blevet mere mildt, og jeg derfor har en tro på, at hvis fuglene selv kan finde føde, er det meget bedre for dem i stedet for fabriksforarbejdede og ganske sikkert også kunstgødede kornprodukter og fedtkugler med fedt fra konventionelle grise og dertil hørende antibiotikarester m.v.
Jeg mener også, at jeg lærer mine fugle at komme tilbage til min matrikel, fordi der hele året igennem sidder en vekslen mellem spindelvæv, små silkekugler med edderkoppebørn i og mange andre insekter i træværk, vinduesrammer, spær, i bark, grenfuger, mit lille kvashegn, højt græs, i rådne træstubbe og meget mere. At se et mejsepar fuldstændig rippe alle ens vinduesrammer et for et, når de har unger, er en sand fornøjelse. Jeg kan sidde på min flade, og de gør arbejdet. Win-win.
Sådan et mejsepar fodrer ungerne mellem 800–1100 gange i DØGNET. Så der ryger mange lus fra kirsebærtræet, roserne og insekter alle steder fra.
For det tredje tilbyder jeg dem mangeartede flugt- skjule- og redesteder. En af de mest benyttede er en gul, tæt thuja, som jeg plantede som lille for 10 år siden. Den er nu 2,5–3 m høj, og solsorten rugede 3 kuld unger ud i SAMME rede i år. De ligger altså også rigtig godt beskyttet derinde, både for vind og stegende sol. Og solsorten sover der om vinteren. Jeg har set den gå til ro ved skumringen adskillige gange.
Jeg har med vilje mange slags stedsegrønne buske og træer i min lille have, netop for at give så mange insekter og fugle så gode levevilkår som muligt. Og de benyttes især til at sove i om natten. Eller søge ly i for rovfugle. Trygt og godt.
De behøver jo ikke være kirkegårdsagtige allesammen. Laurbærkirsebær ‘Otto Lueken’ med blanke, smalle mørkegrønne blade, Aucuba med store gulgrønne, spættede blade, Hanekamscryptomeria i matgrøn (dompap med rede), Solcypres med sin dybe grønne nærmest lidt skinnende farve, varmtgul Trådcypres med 10 cm lange nåle, som ligner tråde, blålige Thuja, gulgrønne Cypresser som stikker til vejrs, så de må klippes lidt i og opstammes, Kristtjørn med røde bær, små Buksbom klippede som kugler »ligger« og grounder rundt omkring – også i en smuk krukke. Som blot trækkes i læ under hækken for den værste pivkulde og frost. Buksbom fås også i sorter, der ikke stinker.
Jeg har også sat mange mejsekasser op med hulstørrelse 28–32 mm. Så ankommer blå-, sort- og halemejse samt musvit. Kasserne skal helst vende med hullet mod øst, så får ungerne varme fra den opgående sol og steges ikke helt »done« i syd- eller vestensolens brændende varme. Derudover skal kassen være oppe i en højde på mellem 170–200 cm. Og MEGET gerne med en busk eller noget grenværk fra træ meget tæt på. Så der er noget at lande på for forældrene, og de lige kan se sig omkring, inden de skal til og fra kassen.
Jeg har på mine 12 år fra ny have med flad græsplæne og til nu med masser af buske, træer med bær, blomster, vand og gemmesteder fået en sand mangfoldighed af fugle – uden fodring. Og det agter jeg at fortsætte med.
At man så med små børn eller børnebørn vil vise dem fugle og derfor fodrer dem, er da helt i orden. Det er godt og lærerigt og bare en anden dagsorden end min.
Glædelig december – Mona
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.