Glædelig jul og godt nytår

Mona Ibsen, 23. december 2017

Kære allesammen.

Ved et tilbageblik på det forgange år bliver jeg helt varm om hjertet over så mange af jer, der på helt forskellige præmisser, i mange forskellige sammenhænge, men altid med store, glade smil, iver efter viden, samvær og ganske almindelig menneskelig hygge, har deltaget.

Der har været private, helt-nede-på-jorden-workshops af et par timers varighed pr. gang, hvor der kom virkelig (!) mange input om alt fra grøntgødninger, jordforhold, højbede kontra flade bede, dækning af jorden, kalkning, aske, kompost, snegle og andet kravl og meget, meget mere. Hvis nogle vil tage bolden op i 2018, vil det være rigtig dejligt. Det eneste, det kræver, er en stol i dit private hjem. Emnerne kan du enten selv komme med, hvis du brænder inde med nogle spørgsmål, eller du kan spørge ud her inde, hvad folk gerne vil have belyst. Der kom mellem 3–11 til de første workshops. Du er også velkommen til at skrive til mig.

Et andet tilløbsstykke var Hervés fuldstændigt outstanding varmkomposteventyr hos Pia og Gertrud i Vester Skerninge. Hervé må jeg vist godt kalde en nørd af Guds nåde – SMIL. Han fik sat gang i en halv snes folk, der skiftevis stakkede græsaffald, lidt jord, finhakkede grene og kalk, til bunkerne kom op i 1 m højde. Få dage efter var det lidt før, at bunken fløjtede, så varm blev den – helt oppe at ringe på 75–80 grader kortvarigt. Herefter kom der troligt folk og var med til at vende bunkerne flere gange. I løbet af ganske få måneder er disse naturmaterialer nu blevet til den skønneste muld.

Vi har medlemmer, som troligt uddeler materiale fra Praktisk Økologi, når det byder sig til. Det kan være ved et Åben Havelåge-arrangement, som er en meget dejlig ting at prøve. Hvis I vidste, hvor taknemmelige folk er for at kunne komme ind i en have, hvor der er lidt ukrudt, men hvor kreativiteten sprudler – eller måske ikke endnu. Så er de der straks med gode forslag og historier, og skuldrene falder ned – det var jo ikke så grænseoverskridende – hverken som gæst eller som haveejer. Det er meget omfavnende at holde sådan et lille arrangement. Det koster ingenting. Det nemmeste er, når der er landsdækkende Åben Havelåge. Datoen skifter fra år til år. Det samme med Giftfri Have. Jeg skal prøve at orientere jer, der ikke er medlem af Praktisk Økologi. Ellers kan det være det måske være springet til at blive det. Det koster 385 kr. årligt.

Jeg kunne godt forestille mig, at vi var en håndfuld mere, som åbnede vores haver her på Sydfyn. Der sker nemlig det, at folk, der kører efter at se en have, hellere gør det, hvis der er flere haver på samme rute.

Kontakt mig gerne.

Nu er det tid til at finde frøposerne frem. For lige efter nytår er det allerede tid at så de sløve chilier.

Midt i februar kommer sellerierne – husk, at de er lys-kimere, det vil sige, at de blot skal trykkes ned oven på den meget let fugtige jord. Ingen jord over. Dæk med plastpose med huller i. Sæt i vindueskarm med varme under. Husk at tilse dem hver dag og spray, så jorden og frøene ikke tørrer ud. Derefter i nord- eller østvindue i konstant temperatur på 18–20 grader. Eller kan de gå i stok.

Peberfrugter skal også igang i starten af februar. I hvert fald hvis det er de udendørs f slagsen. Jeg fik ca. 12 peberfrugter af frø fra »firkantede«, tykskallede øko-peberfrugter på friland, sådan ca. 2 pr. plante.

Persillen er også en langsom starter, så jeg sår også noget bredbladet persille omkring 1. marts indenfor. Den er også lyskimer.

Der er så meget, vi kan, hvis vi vil gøre det sammen. For den mangfoldighed vi gemmer på, er meget mere unik, end vi nogen gange forestiller os. Derfor er det så fantastisk, at vi har fået stablet dette netværk på benene. Vi har fået 7 nye medlemmer blot her i 2017. Så nu er vi 63.

Skal vi ikke lade 2018 blive året, hvor endnu flere kommer ud af starthullerne og mødes med os andre? Vi er simpelthen ikke til at stå for med pladder på gummistøvlerne, røde, glade kinder, sprudlende aktiviteter efter formåen og stille hygge i skyggen af et æbletræ. Ingen stiller krav til andre i dette netværk. Man gør, hvad man kan og har lyst til.

Rigtig glædelig jul og på gensyn – eller vi ses for første gang – i 2018.

Mona Ibsen

Opret ny adgangskode

Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.

E-mailadresse:

Besøg Landsforeningen Praktisk økologis hjemmesider