Tang, grønkål og andre gode sager

Rune Nordenlund, 17. november 2020

Kære Sydfynere
Tak til Mona for opfordringen til at lave et indlæg – det var lige det lille skub jeg havde brug for :-)
God læselyst…

I 2020 har jeg som så mange andre før mig forsøgt mig med tang i køkkenhaven.

Dette indlæg handler om, hvordan det gik. Desuden er der suppleret med lidt billeder og ikke mindst en analyse af tang fra Storebælt, som er der jeg henter min tang. Analysen har jeg fra mit arbejde og den er taget i anden sammenhæng, men Storebælt er jo Storebælt uanset :-) – tallene må i selv vægte i forhold til, hvad i normalt gøder med. Jeg kan bare konstaterer at det virker. Ud over de stoffer, der er testet for findes der jo mange andre gode næringsstoffer i tang – men det kan man jo finde meget mere om på nettet. Tangen jeg brugte, bestod primært af blæretang og savtang. Som en sidegevinst var køkkenhaven en kort periode fuld af strandmælder – strandens spinat. Den smagte udmærket og var nem at komme af med. 2 × lugning så var det overstået.

Tangen blev brugt på to måder. Den ene var at der blev lavet en mile (se foto), hvor der blev lagt Solist kartofler. Resultatet var nogle rigtig fine kartofler, der især udemærkede sig ved en meget fin og tynd skræl (læs nærmest ikke eksisterende), smagen var god – nu var det første gang jeg prøvede Solist, så sammenligningsgrundlaget er lidt tyndt. Vi plejer bare at have Nikola, som passer godt til vores jord og brug. Eneste minus var at udbyttet var lavt, ca. 6–10 kartofler pr. plante. Milen blev lavet i januar og kartoflerne lagt i april. De kom sent op da milen var meget kold og våd – næste gang vil jeg dække den over en måneds tid før lægning. Lægning foregik bare ved at stikke et hul til kartoflen med et kartoffelspyd. Læggedybden var overkant jordniveau, altså ikke ned i jorden og milen var på det tidspunkt faldet sammen til ca. 30 cm. højde.

Sidegevinst nr. 2 er at der nu, her i efteråret 2020, ligger noget rigtig fin komposteret tang (se foto), som skal spredes ud i resten af køkkenhaven, når jeg når til det (undtagen der hvor jeg skal have kartofler i år af hensyn til evt. sygdomme).

Den anden måde tangen blev brugt på, var simpel udspredning i hele køkkenhaven. dette skete også i januar, så tangen kunne nå at blive lidt omsat inden såtid. Da det blev maj måned var tangen fint omsat. Jeg er et af de skrækkelige mennesker, der stadig fræser sin have – men efter fræsning og en gennemrivning, var der et fint såbed og de få sten der var fulgt med fra stranden, plus et par genstridige og særlig tykke tangstængler der ikke ville kompostere, kunne være i en almindelig 10 liters spand. Ud over tang gøder jeg med hønsemøg fra vores 8 høns, blade og andet komposteret haveaffald samt lidt aske fra masseovnen. Det overordnede billede af køkkenhaven i 2020 har været en frodig have ud over det sædvanlige, især grønkål, selleri, gulerod, majroer og porre har stået godt og virket ekstra sunde og sprøde.

Konklusionen er at tang for fremtiden vil være en naturlig del af næringstilførslen til køkkenhaven her på matriklen og der skal eksperimenteres mere med brugen af tangmile, da den stort set har holdt sig ukrudtsfri hele året (bortset fra tangmælden).

Køkkenhaven er ca. 120 kvm. og der blev tilført, hvad der svare til 1,5 kbm. »løst« tang.

Hele spøgsmålet om tilladelse til at hente den mængde tang, kunne måske være noget foreningen ville arbejde med at få lovliggjort – det er jo en win-win situation, at der fjernes næringsstoffer fra havmiljøet og spares gødning på landjorden. Er det noget du vil tage med videre Mona eller hvordan fungere sådan noget…?

Kommentarer og input i forbindelse med brugen af tang som vækstmedie og gødning eller helt anden alternativ gødning er meget velkommen.

Efterskrift – jeg kan se at nu hvor rapporten er lagt på nettet kan det være svært at læse nogle af tallene derfor har jeg lagt et nyt zoomet udklip ind…

Tang mile til kartofler

Tang mile til kartofler

Tang rapport 2019

Tang rapport 2019

Grønkål gødet med tang

Grønkål gødet med tang

Grønkål gødet med tang 2

Grønkål gødet med tang 2

Tang kompost 1

Tang kompost 1

Tang kompost 2

Tang kompost 2

Tang rapport zoom

Tang rapport zoom

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider