En fortælling fra Lejre Havefestival 2015

Sandra Villumsen, 1. april 2015

Af Grete Clementsen, Mere Liv i Haven Lejre

Lejre Havefestival blev for anden gang afholdt af Lejre netværket d. 31. marts 2015.

Ideen med festivalen er, at så meget lokal haveviden som muligt kan bringes videre til så mange haveglade folk som muligt, at frø, stiklinger, planter og afgrøder bytter hænder og at vi har det sjovt sammen.

Vi (Lejre styregruppe) havde på et formøde, hvor der kom 8 personer, via mail og på www.merelivihaven.dk opfordret alle fra Lejre havenetværk, der ved noget særligt om haver, om at stille op på festivalen. Festivalen foregik i Hvalsø Kulturhus, som vi er så heldige, at vi kan låne gratis og booke i god tid.

Det blev til 10 boder:
– Anne Marie fra Hortea Havedesign og frøsamler kom og fortalte om og byttede frø.

– Johanne fra Hegnsholt fortalte om hønsehold i haven.

– Ida lavede frøbomber til at smide på steder, hvor du synes der mangler liv, en meget populær børneaktivitet.

– Inge kom med pil, og hjalp med at flette dit eget plantestativ
– Julie og Ebbe fortalte om bier og øste gratis honning på glas til alle interesserede.

– Lulle mfl. fortalte om Lejre Fødevarefællesskab og havde dejlige smagsprøver med.

– Margit fra FOF fortalte om mulige havekurser og modtog ønsker om fremtidige relavante kurser.

– Trine stod for bestilling af økologiske småplanter fra Grennesminde.

– Grete anviste avis-potte-mageri til forspiring, mest for børnene.

– Grete fortalte om håndtering af regnvand i haven.

Ved alle boder var der desuden mulighed for frø og plantebytte eller foræring.

Annette og Sisken stod for Cafe’en med salg at kaffe, the og Inge og Eriks egen æblesaft. Vores økologiske bager i Hvalsø BAGER SOFUS havde doneret mange dejlige kager.

Det blev en meget eventyrlig og givende eftermiddag, der kom omkring 100 mennesker, så der var liv og glæde. Der blev snakket, byttet og udvekslet erfaringer. Flere meldte sig til at holde åben havelåge i løbet af sommeren, og der blev oprettet en ny have-interesse-gruppe.

Småplantesalget fra Grennesminde havde vi også sidste år, det var en stor succes.

Det foregår sådan, at vi som nævnt bestilte og betalte planter fra en, i forvejen udsendt liste. Trine modtog penge og bestillinger og sender det hele videre til Grennesminde. Den 6.maj kører Trine, jeg og en person mere ud og henter alle de fine udplantningsplanter, og kører dem hjem til mig i Vester Såby. Her vil der være åben havelåge og alle kan hente deres bestilte planter, og nyde endnu en sjov dag sammen.

Hvis du har spørgsmål omkring afholdelse af lokal havefestival eller andre lignende netværksaktiviteter, så henvend dig på mail: grete.clementsen@icloud.com
Grete Clementsen

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk økologis hjemmesider