Kongens Køkkenhave

Dato:

Sted: Kongens Have – København K

Til Fødevareministeriets samarbejdspartnere og netværk

Kongens Køkkenhave – invitation til åbning af byhave i Kongens Have

Fødevareministeriet og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme (Kulturministeriet) åbner en køkkenhave i Kongens Have i København. Køkkenhaven er en del af en bæredygtig og social udvikling, hvor dyrkning af afgrøder skaber fællesskab og grønne byrum.

I inviteres hermed til åbning af den nye køkkenhave på tirsdag den 26. maj kl. 14.30, hvor direktøren for Fødevarestyrelsen, Esben Egede Rasmussen, og Slotshavechefen, Niels Mellergaard vil indvie haven og fortælle om projektet. Efterfølgende er der haveworkshop for børn og voksne kl 15.00–17.00.

Haven er del af byhavekonceptet ‘Urban Farming’, hvor dyrkning af fødevarer finder sted i boligområder, på offentlige pladser og i offentlige haver, og hvor køkkenhaven er blevet et moderne byrum, der skaber grobund for samvær og medborgerskab, med maddannelse og naturpædagogik som det fælles omdrejningspunkt.

‘Kongens Køkkenhave’ bliver en folkelig og moderne udgave af den køkkenhave, som Christian IV etablerede i 1600-tallet i Kongens Have, som leverede mad og afgrøder til kongehuset. Nu vil Fødevareministeriet og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme sætte nye frø, der kan spire og skabe en smuk og blomstrende køkkenhave, og derved plante inspirationsfrø, der kan motivere til at skabe flere grønne, aktive og inddragende byrum.

Alle, som har lyst til at være med til at passe haven og høste grønsagerne til eget brug, kan melde sig som frivillige og vil sommeren igennem blive inviteret til havedage med pasning, vejledning om god havedyrkning og brug af afgrøderne. Nogle af afgrøderne fra ‘Kongens Køkkenhave’ vil desuden blive brugt til Københavns Kommunes årlige høstfest den 29. august.

Sideløbende arrangerer Parkmuseerne i løbet af sommeren en række workshops for børn, hvor man bl.a. kan lave sin egen lille ‘Kongens Køkkenhave’ i Kongens Have og tage med hjem.

Praktiske informationer:

Tid: Kongens Køkkenhave indvies tirsdag den 26. maj kl. 14.30–17.00. Derefter er der en ugentlig havedag med gartner fra TagTomat hver onsdag kl. 15–19 for alle interesserede. Projektet løber indtil efterårsferien.

Sted: Æbleplantagen mellem Rosenborg Slot og Herkules Pavillonen.

Læs mere om Kongens Køkkenhave på www.fvm.dk/kongens-køkkenhave og følg haven på facebook på https://www.facebook.com/KongensKoekkenhave

Læs om børneworkshoppen Kongen Køkkenhave på parkmuseerne.dk/kreative-workshops-for-boern-hele-sommeren/

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider