Kære havevenner.
Jeg har ikke modtaget tilmeldinger til vores frøbyttedag og fælles indkøbstur i morgen.
Det er jeg da noget ked af.
Jeg tænker det måske er fordi I afventer en udmelding fra mig som arrangør – om arrangementet gennemføres, nu hvor så meget aflyses for at begrænse smittespredningen med corona-virus?
Min udmelding, som er velovervejet, kommer her:
Jeg går ind for at vi gennemfører vores arrangement af forskellige grunde.
1.: Vi gør noget godt og betydningsfuldt for både samfundet og os selv ved at dyrke vore egne grøntsager og ved at gøre det økologisk:
– Vi bevarer de gamle, frøfaste sorter, som vi kan formere selv og som trives uden sprøjtegift.
– Vi styrker vores egen sundhed, med alt hvad det har af afledte effekter.
– Vi beskytter vores grundvand samt alt liv over og i jorden mod gifte.
– Vi sparer emballage til indpakning – incl. plastic.
– Vi sparer klimaskadelig udledning og ressourceforbrug til transport af fødevarer.
– Vi begrænser trafikken mellem produktionslandene og Danmark, og begrænser dermed også smittespredning af nye sygdomme.
– Og vi inspirerer andre til at gøre det samme som vi.
Alt sammen meget værdifulde effekter.
Uden frø, ingen planter.
Og det er nu eller snart, vi skal i gang med at så.
2. Vedr. risiko for smitte:
Der er ingen grund til at tro, at risikoen for smittespredning bliver mindre de kommende uger – tvært imod. Så det giver ingen mening at udsætte f.eks. 2 uger.
Vores møde kommer ikke i nærheden af det antal deltagere, regeringens anvisninger omfatter.
Og som vejrudsigten tegner vejret i morgen, kan vi faktisk beslutte at holde frøbytningen, evt. også madpakkespisningen, udendørs.
Jeg har også gummihandsker, man kan bruge hvis det ønskes ;-)!
Jeg vil i det hele taget gøre hvad jeg kan for at undgå smittespredning her.
Man kan naturligvis have personlige grunde til at prioritere undgåelse af smitte meget højt.
Personligt har jeg ingen sygdomstegn og har ikke, så vidt jeg ved, været i kontakt med smittede personer.
Jeg er heller ikke bange for selv at blive smittet, selv om jeg har lidt med mine luftveje.
Jeg tænker at jeg nok skal klare det, uden eller med sundhedsvæsenets hjælp.
Og skal jeg være syg på et tidspunkt, vil jeg hellere være det nu end om en måned, hvor vi har en familiefest tæt på ;-).
Så:
Kom frejdig og tilmeld dig på mob 20 58 29 84 eller <mette.engholm@gmail.com> frem til kl. 23 i aften fredag.
Du er også velkommen til at ringe med evt. spørgsmål.
Bedste hilsener Mette Engholm.
Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.