Opstart af permakultur, samt drivhus af genbrugsmaterialer.
Kære Havevenner
Velkommen i min have allerede igen – og ærlig talt, der er ikke sket det store siden sidst – og så alligevel – årstiden er jo en anden, og vores drivhus er færdigt – sådan da – i hvert fald taget i brug…
Jeg glæder mig til jeres besøg og har lovet – ud fra min spinkle erfaring (med streg under spinkle) – at fortælle jer om etablering af et permabed, og I får selvfølgelig lov til at se mit.
Ligeså får I lov til at se mit nye drivhus, og jeg både glæder mig til og forventer både kritik og inspiration fra jer.
I forhold til madhungrende sjæle har jeg tænkt mig at bage et par brød, så vi kan komme den værste sult til livs over en snak inden haverundgangen, og så kan vi altid slutte af med en kop te/kaffe og en af årstidens kager.
På gensyn i haven / Marianne V
Praktisk info:
Vi er udendørs, så du skal sørge for at være påklædt passende for aftenens vejr.
Det er gratis at deltage, men kræver din tilmelding på mail, se nedenfor.
Hvornår: tirsdag 21. april kl. 18.30–20.30
Hvor: Halsted Hedevej 88–4900 Nakskov, Danmark
Tilmelding: Senest, men meget gerne før 18. april på mail til Pia på pia@gerstenbergrosted.dk.
Vores næste arrangement:
Tirsdag 05. maj kl. 18.30–20.30 Havebesøg hos Else, Kurt & Gunvor der er flyttet fra Lolland til Næstved – vi skal opleve deres nye haver, der ligger lige ved siden af hinanden.
Nærmere info følger på nyheds-mail medio april.
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.