Lolland

Info

Antal medlemmer: 43

Kontakt: Marianne Mortensen
lolland@praktiskoekologi.dk

Deltag i netværket

Selvforsynende have i Flintinge

Marianne Mortensen, 26. juli 2023

Første søndag i august inviterer vi til havebesøg hos os – Pia & Niels.

Nogle af jer besøgte os for to år siden. Siden er der sket meget, idet vi har tilrettet og omlagt en del af haven ud fra de erfaringer, som vi havde fået i vores første to år på matriklen.

Lidt introduktion til vores have: Vi overtog huset og dermed den oprindelige have i april 2019. Fik hurtig herefter tillagt et lille markareal, så den oprindelig have og køkkenhave nu udgør 2000 m².

Den oprindelig have bestod kun af masser af græs og få høje træer. Vi har siden plantet mere end 100 træer og buske for at skabe læ, haverum og »loft« i haven. Haven er nu tæt beplantet og med snoede stier imellem organisk formede blomsterbede. Stilen er naturlig, alt er skævt, men alligevel med en tydelig struktur. I den oprindelige have dyrker vi i 13 højbede tomater, chili, peberfrugter, auberginer og krydderurter på friland. Et lille drivhus er vores væksthus, hvor næsten alt til køkkenhaven forspires. I haven er der også blevet plads til et lille orangeri, som kun bruges til ren hygge og afslapning.

Køkkenhaven er anlagt helt fra grunden på tidligere mark. Dyrkningsprincippet er no-dig, med stor vægt på kontinuerlig jordforbedring med tilføres af egen kompost og champost. Opbygning af jorden vægter vi meget i vores processer. Trædestierne i køkkenhaven er med et tykt lag træflis. I den bagerste del af køkkenhaven er der ved at vokse en lille æblelund op. 13 forskellige æblesorter, hvoraf mange af dem er lokale gamle sorter. Alle æbletræerne er poet på vildstammer, da vi ønsker høje træer, så vi får en lille skov af æbletræer – om nogle år.

Køkkenhavens indretning er kun et år gammel, idet vi omlagde hele arealet i 2022. Det ser derfor noget anderledes ud end da nogle af jer besøgte os for to år siden.

Vores dyrkningsprincip er, at alt, hvad vi dyrker, skal kunne tåle at gro på friland. Vi forspirer som sagt det meste før det udplantes, men først når dagslyset tillader det hen på foråret.

Vi opsamler regnvand i 5000 liters vandtanke, for at kunne vande meget og ofte.

Vi glæder os til at se jer hos os og byder på kaffe/the og kage.

Hvor: Vaasevej 6, Flintinge, 4891 Toreby
Hvornår: søndag 06. august kl. 14–17

Tilmelding: senest 03. august på mail: pia@gerstenbergrosted.dk

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk økologis hjemmesider