Haverundfart i St. Linde

Jytte Schejbel, 8. juli 2023

Torsdag den 24. august kl. 18.30 inviteres vi på haverundfart i St. Linde.

Vi mødes hos Lene Mundus, Kulagervej 29, St Linde, 4653 Karise.

Lene beskriver haven således :
Vi har siden 1990 boet på en gammel gård med en have på ca. 8000 m². Her er mange store træer, bl.a. en en rødbøg (de står i rigtig mange gamle bondegårdshaver), byens største lindetræer (St. Linde), et par store valnøddetræer, omkring 20 gamle æbletræer og mange andre træer og buske. Jeg har ca. 100 m² køkkenhave med det mest almindelige : kartofler, jordbær, bønner, løg, ærter, diverse krydderurter – det meste har dog lidt under tørken. Jeg har et 10 m² stort drivhus med tomater, agurker + diverse. Jeg gemmer så vidt mulig frø fra år til år, så jeg kan begrænse køb ag nye planter og frø. De sidste par år har vi begrænset græsslåningen bl.a. i frugthaven, men det blev mest til mælkebøtter og skærmplanter – vist nok vild kørvel. Vores grund går ned til Tryggevælde Å, som om vinteren kan blive omkring 10 m bred, men dog lige nu er mest fyldt med planter.

Herefter går / kører vi ca. 500 m. til Marianne Bebe Krog, Kulagervej 43, St. Linde, 4653 Karise.

Her er Mariannes beskrivelse :
Stedet er tidligere en lille forskole op til 3. klasse, hvor læreren boede og havde lidt jord og dyr ved siden af. Senere blev det købmandsbutik.

Vi har boet her siden 1986 og haft økologisk/giftfri have, som i de senere år er blevet mere vild og anarkistisk. Grøntsagerne deler plads med selvsåede valmuer, morgenfruer og kornblomster. Vi har et smukt biblomstområde, som i år har været helt fantastisk med blomster, der selvsåede og stort set overlevede den milde vinter og ikke har lidt i tørken. Det har resten af haven.

Vi tager en kop the/kaffe her efter haveturene.

Tilmelding til mbkrog@gmail.com senest den 20. august.

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider