Det er ganske lige til at få oprettet et netværk. Her kan du få vores bedste råd til hvordan du gør.
Som medlem af Landsforeningen Praktisk Økologi kan du oprette et øko-havenetværk. Du kontakter os på netvaerk@praktiskoekologi.dk.
Skriv, hvilke byer, du kunne forestille dig, var med i havenetværket, og om du ønsker at være kontaktperson, så hjælper vi med at invitere andre medlemmer i lokalområdet til første opstartsmøde.
Vi opretter en netværksside her på merelivihaven.dk, som du kan redigere. Det er meget vigtigt, at du skriver en god tekst om netværket. Det kan vi hjælpe dig med, hvis det ikke er din stærke side. Opret opstartsmødet i kalenderen og på tavlen, så flere kan se det.
Derudover er det ikke kun medlemmer af Praktisk Økologi, der skal inviteres til opstartsmødet. Jo flere, jo bedre. Kontakt os på netvaerk@praktiskoekologi.dk og fortæl, at du gerne vil have lavet en lokal pressemeddelelse.
Vi kontakter din lokalavis, hvis du blot fortæller navnet på den.
Opstartsmødet er så utrolig vigtigt for at netværket bliver en succes. Derfor opfordrer vi i høj grad til, at du får gode råd og vejledning med fra os.
Noget af det vigtigste til mødet er, at I får snakket om jeres forventninger til mødefrekvens og hvad I vil med netværket. Sørg for at få planlagt næste møde inden I går hjem – ellers er det vores erfaring, at der ikke bliver flere møder i netværket.
Det er også en god idé at få fordelt nogle opgaver mellem de fremmødte. Er der fx et par stykker der vil stå for møder og arrangementer, er der nogen, der har noget viden de vil dele og kan holde et foredrag, og er der nogle, der vil stå for netværkssiden (lægge billeder op, være kontaktperson, opdatere tekster mm. – når I har fundet disse, så kontakt os, så vi kan give adgang til siden).
Brug de første møder på at tage på besøg i hinandens haver, inviter indenfor, lav en runde hvor I hver især fortæller om noget I brænder for i jeres haver, og find ud af hvordan I kan hjælpe hinanden til dagligt: hvad kan I bytte af kompost, jord, frø, tid og gode råd? Er der en eller flere der har særlige erfaringer og styrker inden for havedyrkning, så spørg om de vil være mentorer for dem der ved lidt mindre i netværket? Brug hinanden, vær ærlige og generøse.
Tag på ture til de andre netværks arrangementer og få inspiration til lokale arrangementer eller hold øje med kalenderen. Har et netværk lavet et spændende arrangement, så kontakt dem og hør hvordan de har gjort det, så I kan gøre det samme.
Skriv til os, hvis I har spørgsmål, brug for konkret hjælp eller støtte, eller vil have fingrene i materialer fra andre netværk eller fra Landsforeningen Praktisk Økologi (bannere, plakater, flyers, forklæder, blade osv.)
Beskriv indholdet af møderne godt, så forventningerne er klare.
En havevandring er som regel en skøn oplevelse, men det kan gå skævt, og det sker faktisk oftere end man tror. For havefolket er vilde med at give gode råd og kommentere – og det er ikke altid det man har brug for, når man for første gang åbner sin have.
Gør det klart, når der inviteres om det er en havevandring der er til for at inspirere og lære fra sig, eller om det er en have der gerne vil have hjælp og gode råd – eller begge dele. Hvis havevandringen primært er til inspiration, så er det en god idé at tage en diskussionsrunde bagefter, hvor I kan dele perspektiver og få stillet spørgsmål på et mere neutralt grundlag.
Det er altid en kæmpe oplevelse at stable noget større på benene sammen. Det er udfordrende, sjovt, lærerigt og til tider hårdt. Det ryster folk sammen, og gør det tydeligt hvad man kan gøre, når man gør det sammen!